Afskedsgudstjeneste

Jeg vil gerne starte med at byde jer alle sammen rigtigt hjerteligt velkommen til fastelavnsgudstjeneste her i Egernsund kirke.

Og jeg kan se, at der er kommet rigtig mange spændende folk, for der er både en cowboy, en superman, en ????

Hvor er I flotte alle sammen, og hvor er det festligt at se jer. Og hvor er kirken flot pyntet.

Som I kan se, så har vi fået besøg her i kirken af en grøn slange. Og den var det min mening at fortælle jer en historie om.

Og jeg har også taget nogle æbler med. Så de fleste af de voksne kan nok regne ud, hvad det er for en historie, jeg gerne ville fortælle jer.

Og jeg har også fået min gode og søde konfirmander til at komme og hjælpe mig ved gudstjenesten.

Men nu er det jo ikke kun en fastelavnsgudstjeneste.

Situationen her i Egernsund har ændret sig så drastisk, at det også er blevet en afskedsgudstjeneste.

Og det ikke kun for mig selv. Men også for vores formand Margit, vor kasserer Heidi og for menighedsrådets tre suppleanter. 

Så derfor skal jeg ærligt indrømme, at jeg i dag simpelthen ikke har gejsten til at forsøge at underholde alle de her kære børn, som jeg er sikker på langt hellere vil slå katten af tønden end at høre på mig.

Og derfor synes jeg, at vi skal nøjes med at synge de par salmer, som er blevet delt ud. Og så kan vi bede et fadervor sammen. Og så ellers lade børnene gå i gang med det, som de allerhelst vil, og som de er kommet for.

Og alle vi andre, vi kan så imens få god lejlighed til at sige farvel til hinanden over en kop kaffe.

Jeg ved også, at Margit gerne vil sige et par ord, inden det hele er forbi.

Men først vil jeg gerne sige tak til alle jer, som er mødt op her i dag. Mange, mange tak skal I have for den støtte og opbakning, som I har givet mig de sidste par uger.

Da jeg fik embedet her i Egernsund for seks måneder siden, da havde jeg ikke i min vildeste fantasi forestillet mig, at jeg skulle stå her i dag og sige farvel til jer alle sammen.

Egernsund kirke er og bliver den dejligste lille kirke i hele Danmark, ja måske hele verden, det er der ikke nogen tvivl om.

Det er en fantastisk udsigt lige uden for døren.

Og så er der en flok utrolige mennesker, som jeg har fået lov til at være præst for.

Som jeg selv fortalte biskoppen, så har Egernsund vist sig at være et langt, langt mere interessant sogn, end jeg selv havde regnet med, da jeg startede. Og det siger ikke så lidt.

Og da jeg så for en måned siden sagde mit stilling op, da havde jeg bestemt heller ikke i min vildeste fantasi troet, at jeg i dag skulle stå her med så mange folk i kirken.

Jeg havde faktisk troet, at jeg ville kom til at snige mig ud af bagdøren, fordi alle vil være sure og gale på mig.

Men da har I egernsundere simpelthen vist mig, hvor fantastiske I er. Og jeg kan slet ikke sige tak nok.

Hvad kan jeg sige, som det står i den ene af de salmer, vi skal synge om lidt. Ja, hvad kan jeg selv sige andet end tak. Mange, mange tak.

Jo, jeg kan også give jer en forklaring, for den skylder jeg jer.

Biskoppen havde pålagt mig ikke at sige noget, ikke fordi I ikke måtte få sandheden at vide, men fordi han til det sidste vel håbede på, at der kunne findes en løsning. Og at vi nok skulle finde ud af det, og at det derfor var bedst at tie stille.

Men nu synes jeg, at det er på tide, at I får at vide, hvorfor jeg tog mit gode tøj og gik min vej.

Det skyldes, at flertallet af menighedsrådet og jeg har en fuldstændig total forskellig opfattelse af, hvad kirke er for noget, og hvem kirken, den tilhører.

Vi har også en fuldstændig total, forskellig opfattelse af, hvordan præsten skal opføre sig, og hvori præstens arbejde består.

Og når man tænker så forskellig, som vi gør, jamen så kan det jo kun føre til en lang konflikt.

Det vil jo blive ballade indbyrdes mellem os uafbrudt.

Med mindre jeg bare havde sagt ja og amen og så ellers havde endt som verdens største hykler.

Og derfor valgte jeg at sige min stilling op. Jeg kan ikke som præst leve i en lang konflikt.

Det kræver et overskud og en arbejdsglæde for at kunne være til hjælp og gavn for andre mennesker. Og det overskud og den glæde var væk.

Ja, jeg kunne simpelthen ikke udføre mit arbejde som præst på en tilfredsstillende måde, så længe jeg sad med et menighedsråd, som tænker helt anderledes end mig selv.

Og som ikke er repræsentativt for det sogn, som jeg nu engang er præst i. Det er simpelthen umuligt for mig. Og det kunne biskoppen jo også godt forstå.

Og det håber jeg også, at I kan forstå. For det er den forklaring, som jeg skylder jer: Jeg synes simpelthen ikke, at jeg kunne gøre mit arbejde godt nok som præst sådan som forholdene, de var.

Længere er den ikke – eller så lang er den lige præcis.

Og jeg tror, alle som var med til mødet i onsdags i præstegården, de forstår hvad jeg mener.

Men nu har jeg snakket længe nok.

Jeg tror, det er nogle børn, som efterhånden er ret så utålmodige. Så lad os synge I østen stiger solen op. De første 4 vers, de står på forsiden, de sidste 3 på bagsiden.

For som jeg fortalte børnene i 2. klasse på skolen den anden dag, så gør vi Gud glad, når vi synger i kirken.

Og det tror jeg faktisk, han trænger til: at blive lidt glad.

Så jeg vil gerne bede Otto om at spille for.