Tale i Egernsund kirke 17. maj 2009.

Kære menighed - læg mærke til at jeg bruger dette ord i ental, for selvom der er to stridende parter i Egernsund sogn, er der faktisk kun en menighed.

Vi er i løbet af næsten ingen tid havnet i en meget pinagtig situation. Jeg har fulgt den med den afstand, der følger af, at jeg ikke bor i sognet, men jeg nærer ikke skygge af tvivl om, at der efterhånden er rigtig mange mennesker, måske jer alle sammen, der har det utrolig dårligt. Fællesskabet er ved at blive flået i stykker, og I er ikke i stand til at beskæftige jer med andre gode ting. Konflikten fylder snart det hele, og omverdenen kigger med undren på det her lille samfund.

I den situation spørger vi selvfølgelig: hvordan kom det så vidt? Vi vil gerne have placeret et ansvar. Og det er ikke underligt, at vi placerer ansvaret hos dem, vi er uenige med. Jeg kan lige så godt sige med det samme, at der ikke er enkeltpersoner at skyde hele skylden på. Der er begået mange fejl, og inden vi nåede at få rettet op på dem, begik vi de næste, og sådan er det hele tiden løbet fra os. Der er blevet sagt og skrevet alt for meget – på begge sider, og de muligheder, der har været undervejs for fredelige løsninger, har vi enten ikke set eller ikke villet udnytte.

Jeg vil ikke stå her og forsøge at dele sol og vind lige. Men jeg vil gerne påtage mig min del af skylden i den forstand at jeg har været (for) tilbageholdende med at iværksætte tiltag, som jeg frygtede kunne virke formynderiske, men som måske kunne have bremset konflikten. Det har været ud fra den opfattelse, at jeg først og fremmest måtte værne om det fortsatte kirkeliv. Ingen skal være i tvivl om, at jeg har modtaget opfordringer nok til at lade mig hverve fra begge sider. Men det kan jeg jo ikke, for der er kun én menighed, og vi kan ikke holde kirke her i Egernsund, hvis ikke vi kan fastholde det. Jeg har simpelthen lovet det som biskop – at agte og agte på de menigheder, som er betroet mig, Jeg har også modtaget utallige opfordringer til at irettesætte den anden part, men hvor skulle jeg vel begynde, når nu fejlene og de skarpe ord hele tiden dukker op på begge sider.

Jeg er nødt til at sige to ting, og hvis nogen føler sig truffet deraf, så må det blive, som det er. Jeg tager klart afstand fra nedsættende bemærkninger om sognet og nogen af dets beboere overhovedet. Og jeg tager klart afstand fra forsøg på at presse lovligt valgte personer ud af et offentligt råd. Det er uantageligt.

Lad mig så sige lidt om, hvad der ikke kan gøres. Vi kan ikke sætte gang i noget, der er ulovligt. Der er flere, der synes, at det burde jeg da have myndighed til, men det har jeg ikke. Jeg er klar til at bruge den kompetence, jeg har, men noget mere eller noget andet kan ikke lade sig gøre. Det er ikke et spørgsmål om vilje, men om mulighed.

Jeg må også sige, at jeg kommer ikke til at medvirke til at give den ene part en sejr, som indebærer, at der begås moralsk uret mod den anden. Og det er faktisk af hensyn til begge parter. For enhver sejr af den slags er bitter, når det drejer sig om kirken. Den vil ødelægge kirken for jer – så vil I sidde hver eneste gang I er herhenne og måtte spekulere på, hvor de andre er henne. Jeg tror jo, at vor Herre på en eller anden måde er med, hver eneste gang vi skal trøstes eller have afløb for vores glæde her i kirken. Men I får simpelthen ødelagt kirken for jer selv, hvis I synes nogen ikke skal være her. Forestil jer, hvis I ikke længere med fuldt håb om trøst kan gå hen til en begravelse her i kirken – fordi noget andet hele tiden fyldte tankerne.

Jeg kan også udtrykke det på den måde, at der ingen mulighed er for den ene part alene for at genrejse en menighed her i Egernsund uden den anden. Ja, det kunne da godt være, at man en stund kunne holde den gående, men aldrig i det lange løb.

Og derfor  e r   d e r   i k k e   n o g e t   a l t e r n a t i v  til, at vi begynder at bilægge konflikten. Der er ingen sejr i sigte for den ene part. Heller ikke efter et menighedsrådsvalg. Vi har eksempler nok på, at en sådan konflikt har forpestet luften i et sogn hen over mange menighedsrådsvalg. Ingen kan bankes på plads – det kan vi lige så godt glemme.

Der skal simpelthen etableres i hvert fald et minimum af forståelse imellem parterne i menighedsrådet, der skal simpelthen inden for længe holdes en brainstorm, der handler om: hvad kan vi blive enige om i fællesskab at ønske for det her sogn. Jeg er helt på det rene med, at der vil være en del, man ikke vil kunne blive enige om. Og det må man så i første omgang lade ligge. Men der må være nogle områder, hvor den ene part siger: dette vil jeg gerne, og hvor den anden part siger: det vil jeg også gerne. Dér må man begynde.

Jeg vil så godt forholde mig til tre konkrete spørgsmål:

1.     Det første er, hvornår præsteembedet kan blive opslået og besat. Det efter reglerne sådan, at der biskoppen, der efter forhandling med menighedsrådet bestemmer, hvornår et embede skal opslås. Så jeg må have nogen at forhandle med – et fornuftigt fungerende menighedsråd. Det kan også siges på den måde, at uden det minimum af et fælles fundament, jeg lige har talt om, bliver præsteembedet ikke opslået. Positivt udtrykt: præsteembedet vil blive opslået, når jeg kan være vis på, at der kan ansættes en præst, som får mulighed for at være præst for hele sognet.

Så vil nogen måske finde, at det kunne løse noget, hvis præstens stemme kunne være med til at udgøre udfaldet. Og der må jeg klart melde pas. Ingen præst i Haderslev Stift skal bringes i den situation, hvis jeg kan gøre noget imod det. For det vil blive en pestilens for den pågældende, en kronisk ødelæggelse af det psykiske arbejdsmiljø. Jeg vil tro, at Arbejdstilsynet simpelthen vil kunne forbyde mig det. Men jeg vil heller ikke være med til det af kirkelige grunde – for så vil det være slut med at være præst for sognets menighed med de forskelle den rummer.

Jeg har ikke ønsket, at præsteembedet skulle komme til at så ledigt, tværtimod. Men nu er det blevet sådan, og så må vi tage den derfra.

2.     Det næste er, om og i bekræftende fald hvornår der skal holdes udfyldningsvalg til menighedsrådet. Jeg havde gerne set, at der havde været suppleanter til at fylde menighedsrådet op, men det er der ikke. Derfor må der blive et udfyldningsvalg. Er det nu nødvendigt, når jeg godt kunne give dispensation til, at rådet fungerer, når bare mere end 50% af de seks pladser er besat? Ja, det er nødvendigt – af demokratiske grunde, og fordi jeg ellers vil have lagt kimen til en ny endeløs diskussion om, hvad det indebærer at menighedsrådet ikke er fuldtalligt. Så der bliver straks efter sommerferien et udfyldningsvalg.

3.     Og det sidste spørgsmål er det, som jeg kan se spøger her og der, om Egernsund kunne risikere at blive lagt sammen med andre sogne her i området. Nu vil jeg godt sige, at Egernsund sogn har mig bekendt altid, bortset fra de sidste 8 måneder, hørt sammen med et andet sogn. Og jeg kan stille mig selv det spørgsmål, om det ikke havde været bedre, at det var forblevet sådan. Men jeg vil understrege, at jeg ikke har smidt det spørgsmål på bordet i den aktuelle situation. Men lad mig tilføje, at det kan gå hen og blive en midlertidig løsning, hvis ikke vi finder hinanden. Anderledes er det jo ikke, når de daglige funktioner skal varetages.

Nu har jeg sagt det, jeg overordnet har at sige om situationen. Med hensyn til den umiddelbare fremtid har jeg så besluttet at fremlægge følgende 4-punkts-plan:

1.     Jeg selv eller i mit forfald stiftskontorchef Lars Kjærgaard deltager i alle kommende menighedsrådsmøder fra nu af og frem til det nye kirkeårs begyndelse. Vi ønsker at menighedsrådet tildeler os en ”dommer-funktion” ved disse møder, dvs. med mulighed for at bryde ind og dømme time-out, hvis mødet er ved at køre af sporet, herunder også en mulighed for at udsætte mødet til et senere tidspunkt. Endvidere vil vi gribe ind med konkret rådgivning, hvis der begås procedure-fejl i forbindelse med menighedsrådets forhandlinger.

2.     Der iværksættes snarest muligt konfliktmægling mellem de to parter i menighedsrådet. Jeg har talt med Jesper Stange, som er uddannet konfliktmægler og som i øvrigt er præst ved Københavns Domkirke, om at stille sig til rådighed for mæglingen. Det vil han godt. Det er en forudsætning for konfliktmægling, at begge parter frivilligt indgår i denne. Men jeg læser forskellige tilbagemeldinger fra parterne på den måde, at man er villig hertil. Det skal bekræftes, inden mæglingen iværksættes.

3.     Der udskrives suppleringsvalg til besættelse af den ene ledige plads i menighedsrådet samt valg af evt. suppleanter. Valget afholdes den 18. august. Frist for aflevering af kandidatlister vil blive 7. juli.

4.     Jeg har bedt om et møde med Kirkeministeriet med henblik på en afklaring af mine beføjelser i relation til menighedsrådsloven. Jeg vil i øvrigt løbende holde Kirkeministeriet orienteret om forløbet, bl.a. gennem indsendelse af denne tale til dem.

I morgen vil de fem nuværende menighedsrådsmedlemmer modtage kopi af denne plan med en anmodning om en tilkendegivelse af, om de vil deltage i menighedsrådsarbejdet i henhold til denne plan. Jeg går ud fra, at det vil være tilfældet – jeg har i hvert fald ikke fantasi til at forestille mig, at nogen vil foretrække at forblive i konflikten.

Må jeg så godt slutte med at sige, at jeg appellerer indtrængende til alle Egernsund-borgere om at medvirke til, at vi nu bevæger os bort fra fortsat konflikt. Og det gør I ved at overveje nøje, både hvad I gør og ikke mindst, hvad I siger i relation til kirken og menighedsrådsarbejdet. Det går dårligt nu, men desværre kan det godt blive værre. Grøfterne skal ikke graves dybere; de er allerede så dybe, at det kommer til at tage lang tid at få dem fyldt op igen.

Der vil nu blive mulighed for at stille spørgsmål af afklarende art til min plan og til det planlagte suppleringsvalg. Jeg vil dog med det samme tilkendegive, at jeg ikke agter at svare på spørgsmål om hvem der har gjort hvad hvornår og hvad der kunne/burde være gjort anderledes. Ligeledes lukker jeg ikke op for en debat ved denne lejlighed og på dette sted, og derfor er dette heller ikke stedet for tilkendegivelser om modparten, eller hvad man selv mener, ville være det bedste. Hvis nogen vil det, så må de finde et andet sted at gøre det. Det kan virke formynderisk, men jeg har ansvaret for, hvad der finder sted ved denne gudstjeneste og her i kirkerummet, og jeg vil ikke lukke op for ytringer, som krænker kirkerummet og som gør det yderligere vanskeligt at iværksætte løsningsforsøg.