Egernsunderne fejrer deres kirke

 

Tirsdag d. 22 september fyldte Egernsund kirke 100 år, og hele byen havde hejst flaget i dagens anledning. Menighedsrådet, eller den sørgelige rest, ville ikke arrangere noget på jubilæumsdagen, så derfor tog byen over og arrangerede en jubilæumsfest, der blev et sandt tilløbsstykke. På trods af at vi har betalt kirkeskat, var der ingen penge at hente i kirkekassen til en lille fest i dagens anledning, men heldigvis bor vi i Egernsund så det lokale erhvervsliv havde sponsoreret hele gildet, og mange frivillige brugte mange timer på at få festen til at blive en succes og det lykkedes til fulde. Kirken var smukt pyntet og uden for på parkeringspladsen var der opstillet telte som folk i byen havde stillet til rådighed, og frivillige havde brugt mange timer på at få rejst.

Festen startede kl 18:30 med velkomstfanfare af Gråsten Blæsergruppe, og kl. 19 startede Gudstjenesten med faneindmarch og præsteprocession. Sønderborg Mandskor sang præludium. Den tidligere kirkesanger Christian Vestergaard var vendt tilbage til kirken for en dag, og varetog sit gamle job perfekt. Forhenværende sognepræst i Egernsund Birgitte Christensen var også vendt tilbage til kirken for en dag, til stor glæde for sognet, og hun forestod Trosbekendelsen, Fadervor og velsignelse sammen med den tyske præst Sylvia Laue, det foregik skiftevis på tysk og dansk, og det var en stor oplevelse. Det er tankevækkende at et samarbejde med den tyske menighed, er nemmere end med menighedsrådet. Den unge guitarrist Sebastian Holm Jespersen underholdt menigheden med sit fantastiske guitarspil, og Mette Bohsen og Emily Oldager underholdt med solosang. Der var fuldstændig stille i kirken da disse unge mennesker underholdt, tænk at 230 mennesker kan være så stille. Der blev også sunget tyske salmer under Gudstjenesten b.la. ”Lobe den Herren”
Festprædiken blev holdt af tidligere provst Lorenz P. Christensen, der også har været vikar i sognet.

Hans fornøjelige måde at holde prædiken på tryllebandt hele menigheden. Han prædikede handlede om ”Fadervor” og han indskød små morsomme historier. Derefter takkede han byen for den venlighed han havde mødt med ordene: ”Jeg er gammel men jeg lever. Tak for den venlighed i gav mig, æ æ  helt svimmel, og æ hofe galt te vi ses i æ himmel” og han sluttede sin prædiken med at bede Fadervor på klingende synderjysk, til stor morskab for hele forsamlingen. Derefter lød der et stormende bifald. Jeg tror aldrig det er sket før, at en prædiken blev afsluttet med klapsalver. Gråsten Blæsergruppe underholdt efter Gudstjenesten og spillede da folk forlod kirken for at gå over i teltet. Her var der kaffe, kager og grillpølser klar til hele menigheden, alt sammen sponsoreret. Her holdt tidligere formand Margit Kristensen en tale hvor hun takkede alle de mennesker der havde været med til at festen blev en succes, b.la. musikere og sangere der optrådte gratis, erhvervslivet og de private sponsorer, og alle de frivillige hjælpere, og hun sagde b.la at det er synd at biskoppen ikke var her i dag, for så ville han med egne øjne havde set hvad et sogn er parat til at gøre for at beholde det de tror på. Hverken provsten, biskoppen eller menighedsrådet deltog i festlighederne,.

Gert Jensen holdt et lille foredrag om kirkens historie, og derefter sang hele menigheden Egernsund sangen ”Kom og lyt når fjordens vand” der er skrevet af tidligere sognepræst i Egernsund: Hans Ove Fønsbo. Sønderborg Mandskor underholdt igen, under ledelse af Helle Damkjær, med muntre sange, og hele festen sluttede omkring kl. 22. Derefter gik et team i gang med at fjerne det hele, så dagen efter var der pænt og rent på pladsen igen.

Jubilæumsfesten blev en utrolig stor succes, både fordi der var gensyn med vores præst Birgitte Christensen og kirkesanger Christian Vestergaard, og fordi samspillet med den tyske og den danske præst forløb perfekt, det var en fornøjelse, og festlighederne i teltet bagefter var en kæmpe succes, fordi alle folk var i strålende humør..

Hvis jeg var biskop, ville jeg være meget stolt af Egernsund Sogn, fordi der er en utrolig stor opbakning omkring kirken, og fordi folk kæmper imod det de ikke ønsker skal ske for sognet, men det er jeg desværre ikke, jeg er kun et ganske almindeligt medlem af Folkekirken – endnu.

klik på billederne for at forstørre